2. Levende julekalender

Jette Salling C4 - 2. december 2016 2016-12-01T23:00:00Z 2016-11-30T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nissekorpset fra Julemøllen kl. 17:00 til Bilka, Slotsarkaderne 26, Hillerød. Vi går fælles fra Torvet mod Bilka hvor vi mødes ved Havecentret. Jule Billie kommer forbi og vi vil i fællesskab gå ud i arkaderne og leve nogle lege. Hvem ved det kan være Jule Billie har overraskelser med.

2. December  

”Gnuaaaarhhh” rumlede Rumles mave. Rumle stod på en stige. Han var ved at hjælpe sin gode ven, Julerøds høfligste grønthandler Citrus Nisse-fis, med at male Frugt & Grønt skiltet over døren til butikken. Men når Rumles mave rumlede, så rystede hele Rumles krop, og malingen blev rystet af penslen. Når han så dyppede penslen igen, ja så rumlede maven og han måtte endnu engang dyppe penslen. Dette stod på i 24 minutter før Rumle fik nok. ”Nej! Nu er det nok” sagde Rumle, ”Jeg må ha´ noget mad nu, ellers bliver jeg jo aldrig færdig med det skilt”. Han hoppede ned fra stigen, smuttede ind i butikken og hen til Citrus Nisse-fis. Med rumlende mave sagde han: ”Uden mad og drikke, maler Rumle ikke!” Rystelserne fra Rumles mave fik appelsinerne, som Citrus lige havde stablet i en flot pyramide, til at trille ud over hele gulvet. ”Nej, nej, nej hvad er det her sker, jordskælv i Julerød” beklagede Citrus sig. ”Nej, nej, det er fordi, jeg er så…” mere nåede Rumle ikke at sige, før hans mave igen rumlede: ”Gnuaaaarhhhh” og alle de krumme agurker i forretningen blev rystet helt lige. ”Nu går det jo helt agurk, hvad er det dog for noget nissedril?” råbte Citrus og hev sig i håret. Han styrtede ud i baglokalet for at finde en krumtap, så han kunne gøre agurkerne krumme igen.

 

Rumle stod alene tilbage i butikken. Han var stadig meget sulten, så uden at spørge om lov, spiste han, hurtigt, tre store vandmeloner. >>HAPS-HAPS-HAPS << ”Mums, det gjorde godt” sagde han og lyttede efter om maven stadig sagde noget. Det gjorde den ikke, den skvulpede bare lidt. I det samme kom Citrus tilbage med krumtappen og sagde: ”JAMEN! Er du her endnu, hvad vil du egentligt herinde? Jeg har travlt, for der sker de underligste ting i dag” Rumle skulle lige til at fortælle Citrus at han havde spist de tre vandmeloner. Men han nåede det ikke før Citrus venligt sendte ham ud af butikken med ordene: ”Stå nu ikke bare der og glo. Ud og i gang med dig, jeg skal ha krummet agurkerne og jeg har brug for fuldkommen arbejdsro for at få stablet appelsinerne perfekt igen. Kom ind og få din betaling når skiltet er færdigt!” og så lukkede han døren bag Rumle.

 

”Jamen så må jeg hellere komme i gang” sagde Rumle til sig selv. Han kravlede op af stigen og begyndte at male. Han malede bogstaverne ”F-R-U-G-T”, et flot ”&-tegn”, og så malede han et G og et R. Men da han skulle til at slå en streg igennem Ø, mærkede han at han skulle tisse. For ikke at tisse i sine bedste bukser, susede han ned af stigen, ind i butikken og ud på toilettet. Citrus der havde krummet alle agurkerne, manglede nu kun at sætte én sidste appelsin øverst på appelsinpyramiden. Han blev så forskrækket da Rumle suste forbi, at han tabte appelsinen ned i appelsinpyramiden, så alle appelsinerne igen faldt på gulvet. ”Garr-Garhh” sagde Citrus og begyndte at stable appelsinerne på ny. ”Man skal sørme koncentrere sig, hva’?” sagde Rumle til Citrus, da han gik ud for at male videre. Citrus var tavs.

 

Rumle kravlede op af stigen. Han skulle lige til at slå en streg igennem Ø, da han igen mærkede tissetrangen. Endnu engang susede han ned af stigen, gennem butikken og ud på toilettet. Og endnu engang trillede alle appelsinerne ud over det hele. Citrus blev nødt til at proppe en hel agurk ind i munden, for ikke at sige noget grimt til Rumle. ”Sikke dog du smiler!” sagde Rumle da han så Citrus ”Du skal altså passe på med alt det der appelsiiiiin.” og så gik han igen ud for at male skiltet færdigt. Rumle kravlede op af stigen, og kiggede surt på ”Ø´et”, der jo stadig kun var et ”O”. Så tænkte han ved sig selv, hver gang jeg skal til at slå en streg i Ø, så skal jeg tisse. Rumle fik en idé, han hoppede over Ø og malede i stedet N og T. Til allersidst, skyndte han sig at slå en streg igennem Ø, imens han tissede i sine bedste bukser. Han åbnede døren til butikken, med et brag, og råbte stolt: ”Jeg er færdig!” Citrus tabte igen den sidste appelsin, så appelsinpyramiden trillede ud over hele gulvet. ”Det der pyramide noget, skal du altså øve dig lidt mere på” sagde Rumle til Citrus. Citrus sagde intet han var bare glad for at Rumle var færdig. Som betaling fik Rumle lov til at vælge 4 stykker frugt. Men da han jo allerede havde spist tre vandmeloner, valgte han kun en appelsin. Så behøvede Citrus heller ikke bøvle med den sidste appelsin i pyramiden mere.

Nyheder
Den første medarbejder

14. august 2018

At ansætte den første medarbejder er en kæmpe beslutning -...

Regn den ud - tag temperaturen på virksomhedens økonomi

17. juli 2018

Din virksomheds nøgletal er nogle af de vigtigste redskaber til at få...

FrivilligBørsen 2018

25. juni 2018

Start nye samarbejder og netværk på FrivilligBørsen...

Sankt Hans på Posen 2018

18. juni 2018

Tag hele familien og vennerne med til en festlig Sankt Hans på Posen...