3. Levende Julekalender

Jette Salling C4 - 3. december 2016 2016-12-02T23:00:00Z 2016-11-30T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nissekorpsen fra Julemøllen kl. 11:00 til SlotsArkaderne, Slotsarkaderne 225, Hillerød. SlotsArkaderne præsenterer årets juleteater "Hokus Pokus Jul". Oplev tryllenissen Ludvig i "Hokus Pokus Jul", hvor han tryller en masse juleting frem til julemanden. Stykket varer ca. 30 min.

3. december                      

At nisser elsker at drille hinanden, ja det er vist ikke nogen hemmelighed. Drillerier er nemlig det bedste nisser ved, og der findes ligeså mange forskellige drillerier, som der findes nisser. Der er nisser der kan få sødt mad til at smage surt og nisser der kan få surt mad til at smage sødt. Der er nisser der kan gøre pæne ting grimme og så er der dem der kan gøre grimme ting pæne. Der er nisser der kan få ting til at forsvinde og der er nisser der kan få ting der ikke er der, til at være der. Sådan en nisse er Nissemor Gemme. Hvis hun ser en ting som et menneske eller en anden nisse er meget glade for, så kan hun ikke lade den være i fred. Så kribler det i hendes fingre og hun bliver nisseme nødt til at gemme den væk. Hun siger sin trylleformular, knipser med fingrene og svup så er det tryllet til et godt gemmested, et helt andet sted. De andre nisser ved godt, at når der er noget de ikke kan finde, så er det Nissemor Gemme, der har været på spil. De griner lidt af det, og hvis de ikke selv kan finde det, så finder Nissemor Gemme deres ting frem igen. Men det kan menneskene jo ikke gøre, og Nissemor Gemme driller ligeså tit mennesker som nisser. Hun synes at det er meget sjovt, fordi de næsten altid bliver sure. Menneskerne kan aldrig finde deres ting igen, og så må de jo lære at klare sig uden.

 

Engang tryllede Nissemor Gemme Hulahop-klubbens hulahopringe til Herning. Herning er en by i Jylland, hvor der boede en mand, der en dag fik 22 hulahopringe i hovedet, da han åbnede sit køleskab. Hulahop-klubben stod og vrikkede med numserne i 3 timer før de opdagede, at hulahopringene var væk. De blev meget sure, da de ikke kunne finde hulahopringene igen og skulle lige til at gå, da en af dem fandt på, at de i stedet kunne lave en rumba danseklub. For de var blevet meget dygtige til at vrikke med rumpen, af alt det hula uden hopringsdans.

 

En anden gang gemte hun familien Jørgensens fjernsyn på en mark udenfor Odense. Ja, Odense er en by på Fyn, hvor man engang kunne se 17 sortbrogede køer stå og glo, på vild med dans på TV2. Der gik 2 timer før Familien Jørgensen opdagede, at deres fjernsyn var væk og at de bare sad og stirrede ind i væggen. De blev meget sure og skulle lige til at ringe og klage, da en af børnene spurgte, om de ikke skulle tage et spil LUDO ligesom i de gamle dage.

 

En tredje gang gemte hun Jeppe og Pias kængurustylter i Zoologisk have. Ja, Zoologisk have er et sted på Sjælland, hvor man engang kunne se to elefanter hoppe om kap, på kængurustylter. Jeppe og Pia opdagede først at kængurustylterne var væk, efter en times hopperi. De blev meget vrede, for ingen af dem kunne forstå, hvordan stylterne kunne forsvinde, sådan ud i det blå. Så da de ikke længere hoppede af glæde, fandt de på at hoppe hjem og tegne kænguruer i stedet.

Dette er blot nogle af de ting Nissemor Gemme har gjort. Hun er altid på udkig efter nye ting hun kan gemme. Derfor er det vigtigt, at i alle husker på: At når I har noget I er meget glade for - sørg da for at Nissemor Gemme ikke opdager det, for ellers gemmer hun det helt sikkert langt væk. Og så kan det være, at man kan opleve mobiltelefoner i vaskemaskinen, fodbolde i fuglebure, tablets i akvarier og dukker i ostebutikker. Det eneste man kan være sikker på er, at man aldrig kan føle sig sikker. For Nissemor Gemme - hun elsker at drille…… og gemme alle ting.

Nyheder
Den første medarbejder

14. august 2018

At ansætte den første medarbejder er en kæmpe beslutning -...

Regn den ud - tag temperaturen på virksomhedens økonomi

17. juli 2018

Din virksomheds nøgletal er nogle af de vigtigste redskaber til at få...

FrivilligBørsen 2018

25. juni 2018

Start nye samarbejder og netværk på FrivilligBørsen...

Sankt Hans på Posen 2018

18. juni 2018

Tag hele familien og vennerne med til en festlig Sankt Hans på Posen...