5. Levende julekalender

Jette Salling C4 - 5. december 2015 2015-12-04T23:00:00Z 2015-12-04T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nissekorpset fra Møllen kl. 11.00 til SlotsArkaderne. SlotsArkaderne præsenterer årets juleteater "Højt fra træets hip hop top". I "Højt fra træets hip hop top" møder Nisselise en meget trist Frk. Hanegal, som har sin nevø Nico på besøg. Hun vil så gerne give ham en dejlig jul med alt hvad han godt kan lide, men de to kan slet ikke tale sammen. Hun forstår simpelthen ikke hvad han siger! Nevøen bruger et meget moderne sprog, og sammen med publikum er Nisselise simpelthen nødt til at tage den unge nisse i lære, så han kan gøre sig forståelig. Stykket varer ca. 30 min.

5. december Nisse Løbeskæg                                                        

”Det store juleræs” var veloverstået. Nisse Løbeskæg havde løbet de 24 km i en fantomtid og havde, til alles overraskelse, vundet løbet. Det havde ellers længe set ud til, at vinderen skulle blive den Grønlandske hurtigløbernisse Ano-raket.

 

Ano-raket havde hele løbet ligget foran Løbeskæg, men lige inden målstregen fik han kolde fødder, og da han følte, at sejren var sikker, satte han farten ned. Løbeskæg, der var meget træt og havde løbet og kigget ned i sneen, blev meget overrasket, da han pludselig nærmede sig Ano-raket. Løbeskæg kiggede chokeret op, og hans lange skæg strittede frem foran ham som en istap. Løbeskægs skæg krydsede målstregen før Ano-raket, og Løbeskæg blev udråbt som vinder, selv om Ano-raket klagede.

 

Nisse Løbeskæg var den lykkeligste nisse i hele verden. Han havde klaret det. Han havde fuldført og tilmed vundet ”Det store juleræs”. Han følte, at han kunne klare alt, og han lovede Ano-raket, at han nok skulle stille til start året efter for at bevise, at hans sejr ikke havde noget med held at gøre.

 

Men i tiden efter glemte Løbeskæg helt at løbe, han var jo uovervindelig, en verdensnisse. Han kunne nemt løbe 24 km, så han kunne godt nyde livet, og det gjorde han. Han spiste meget og godt, masser af konfekt, risengrød med ekstra smørklat, og han drak store mængder nisseøl. Han sad hele sommeren på torvet i Hillerød og spiste pølsebrød og drak kakaomælk. Han spiste og spiste, og til sidst var han blevet så tyk at han næsten ikke kunne gå.

 

En dag, hvor Løbeskæg sad og spiste pølsebrød sammen med duerne på torvet, kom der en lille pige gående forbi, sammen med sine forældre. Pigen opdagede ikke, at hun tabte sin dukke, og Løbeskæg, der havde munden fyldt med pølsebrød, kunne ikke kalde hende tilbage, før pigen og hendes forældre var forsvundet ind i Slotsarkaderne. Løbeskæg trillede ned fra bænken og vraltede som en tyk gås, hen til dukken. Da han bukkede sig ned for at samle dukken op, revnede hans bukser.

 

I det øjeblik gik det op for Løbeskæg, hvad han dog havde gjort ved sig selv. Og han kom i tanker om, at han ikke kun havde lovet at stille til start i ”Det store juleræs”, men at han også gerne skulle vinde.

 

Han begyndte at gå hurtigere og hurtigere, og da han var kommet op i fart, begyndte han at løbe. Han løb ind i Slotsarkaderne, for han måtte finde den lille pige, så hun kunne få sin dukke igen.

 

Han ledte over alt, men uden held. Han løb og løb, og til sidst følte han ikke, at han kom nogen steder. Han var løbet op ad en trappe, men han kom ikke rigtig nogen steder. Men der blev ved med at komme folk imod ham, som han måtte løbe uden om. Han var lige ved at give op, da han pludselig fik øje på pigen, der kom kørende ned af trappen lige imod ham. Han stoppede op foran pigen og gav hende dukken tilbage.

 

Løbeskæg tog derefter hver dag ind i Slotsarkaderne for at træne. Her løb han på rulletrapper, og da han atter stillede til start i ”Det store juleræs”, løb han fra alle de andre. Selv Ano-raket kom i mål længe efter Løbeskæg. Det år var der en lille pige, der fik en pakke, som ingen vidste hvem var fra. En pakke, med en lille guldmedalje, og et kort hvorpå der stod TAK.

Nyheder
Hjælp til kriseramte virksomheder

5. december 2018

Early Warning er et landsdækkende initiativ, som siden 2007 har...

Power Pitching

26. november 2018

C4 Foreningen og HIP Iværksætterhuset inviterer til workshop onsdag...

Christmas Night / Black Friday

19. november 2018

Fredag den 23. november 2018 afholdes den traditionsrige Christmas...

C4 har fået 50 nye medlemmer i 2018

12. november 2018

C4 Foreningen oplever stadig stigende tilslutning. Flere og flere...