6. Levende Julekalender

Jette Salling C4 - 6. december 2014 2014-12-05T23:00:00Z 2014-12-03T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nisserne fra Julemøllen kl. 11:00 til SlotsArkaderne, Slotsgade, Hillerød. SlotsArkaderne præsenterer året juleteater "Den store Nisseprøve". De to nisser Nico og Nisselise skal i skole, for det er nemlig sådan at alle nisser hvert 100 år skal til Nisseprøve for at få lov til at beholde deres røde nissehuer. Dumper de, må de i stedet bære den grønne nissehue, og det er en hver nisses skræk - at skulle ende sine dage som grøn havenisse. Stykket varer ca. 30 min.

220x330-06-december-2014

6. December (Olsen)

 

Olsen sad sammen med nisserne - Trunte, Rumle, Nisse Nok, Mandfred og Sille i et hemmeligt rum, helt oppe under taget i SlotsArkaderne. De sad og legede julelegen Sandhed eller Kys. Sandhed eller Kys er en leg hvor man skal sige sandheden eller kysse den som de andre vælger.

 

  ”Mandfred!” sagde Nisse Nok. ”Hvor meget kan du li jul?”

Mandfred sad lidt og tænkte ”1000 procent, tror jeg,” sagde han så. Derefter var det hans tur til at spørge en af de andre. Mandfred kiggede sig omkring og han opdagede, at Olsen, der sad ved siden af Trunte, sad og kiggede genert ned i gulvet.

”Olsen! - Hvem kan du bedst lide af pigerne?” spurgte han.

Olsen blev helt rød i hovedet og sagde ”øhmmm…øhh…Jeg ømmm… det ved jeg ikke.” Olsen havde aldrig været modig nok til at snakke med og om piger. Det var hans hovedpine.

”Pjat med dig,” sagde Sille, ”er det mig?”

”Ja, pjat med dig, Olsen, du skal sige det,” sagde Nisse Nok.

Olsen blev mere og mere nervøs, han turde ikke sige det. ”Nej, jeg….jeg ved det ikke.”

”Godt,” svarede Mandfred. ”Så skal du kysse … kysse … Trunte.”

Olsen stivnede af skræk. Den røde farve i hovedet forsvandt i løbet af et nano-sekund og han blev i stedet helt hvid i hovedet af skræk.

De andre nisser sad og fnisede. Alle undtagen Trunte, der længselsfuldt sad og ventede med lukkede øjne og trut- mund. Olsens hjerte bankede vildere og vildere. Han lænede sig hen imod Trunte og skulle lige til at kysse hende da Notti Nød råbte: ”Adder badder, ostemadder, Olsen og Trunte laver kærestepladder.”

 

Olsen rykkede sig hurtigt tilbage igen. Han var bange for at de andre nisser skulle drille ham, så for at være sej, svarede han ”Næh.. Jeg gider ikke kysse den … grimme øgle.” Han fortrød ordene med det samme de var sagt. Trunte blev ked af det og løb ud i centeret med tårer i øjnene. Mandfred, Rumle og Nisse Nok lå og trillede rundt på gulvet af grin.

”Flot Olsen, virkeligt flot,” sagde Sille sarkastisk. ”Trunte kunne faktisk godt lide dig.”

Olsen fik det meget dårligt, det her var det dummeste han nogensinde havde gjort. For Olsen havde nemlig været smask forelsket i Trunte siden de var helt små, men han havde aldrig turdet sige det til hende.

 

”Jeg må gøre det godt igen.” tænkte han og gik ud i SlotsArkaderne for at finde Trunte. Han søgte over alt, men han kunne ikke finde hende. Alt håb var ude. Han forsøgte at finde trøst i en kæmpe stor sluch-ice, som han tømte hurtigere end man kan synge et vers af: ”Nu´det jul igen”. 

Han stod helt stille, og kunne mærke en kæmpe smerte komme snigende under huen. ”Aaaaaaaarggggggghhh, brainfreeze,” skreg han. ”Sikke noget snot-ice. Det føles som om min hue er ved at mase min hjerne ud gennem næsen på mig eller som om 7 fede rensdyr danser nissepolka i træsko, på mit hoved. Jeg kan ikke klare det.” Med hænderne masende på huen løb han ud af SlotsArkaderne og ud på torvet. Her sad han på jorden og forsøgte at få det bedre ved, at banke hovedet ned i en bænk. Han havde slet ikke opdaget, at der sad en anden på bænken, før en stemme sagde: ”Nu behøver du ikke at slå dig selv mere i hovedet over det du sagde. Jeg ved godt, at du sagde det fordi de andre også var der”

”Trunte,” udbrød Olsen. ”Jeg elsker dig.”

Trunte tog hans hænder og hjalp ham op på bænken. De kiggede hinanden dybt i øjnene og så kyssede de. Og pludselig var Olsens hovedpine forsvundet.

Nyheder
Den første medarbejder

14. august 2018

At ansætte den første medarbejder er en kæmpe beslutning -...

Regn den ud - tag temperaturen på virksomhedens økonomi

17. juli 2018

Din virksomheds nøgletal er nogle af de vigtigste redskaber til at få...

FrivilligBørsen 2018

25. juni 2018

Start nye samarbejder og netværk på FrivilligBørsen...

Sankt Hans på Posen 2018

18. juni 2018

Tag hele familien og vennerne med til en festlig Sankt Hans på Posen...