8. Levende Julekalender

Jette Salling C4 - 8. december 2013 2013-12-07T23:00:00Z 2013-12-09T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nissefar fra Julemøllen kl. 11:00 til Tangholm, Falkevej 4A, Hillerød

220x330-08-december-2013

8. Nisse Klumpetud

Nisse Klumpetud kunne godt blive vred hvis man sagde noget om hans næse, så det var der ingen som turde. Hans næse var et meget ømt punkt for ham. Nu er det sådan, at alle nissers næser godt kan være lidt store. Men Nisse Klumpetuds næse var lidt større end alle andre nissers.

 

Da han var lille blev han drillet i børnehaven. I gamle dage måtte børn nemlig godt drille hinanden. Det var først senere, at det blev forbudt. Og I kan tro at der blev drillet i gamle dage. Man kunne ikke gøre noget ved det. Hvis man blev drillet, og gik hen og sagde det til en voksen, så sagde den voksne bare: ”Ja, ja, og du sladrer”.

 

Nisse Klumpetud blev også drillet da han kom i skole. I skolegården på Julerød Byskole råbte de andre nissebørn frække ord til ham. ”Kartoffeltud,”  ”Snabeldreng” og ”Mega-snotter.” Det var nogle slemme ord de kunne finde på at kalde ham. Nisse Lars var en af dem som drillede Klumpetud mest. ”Kan du overhovedet se noget med den store næse?” spurgte han frækt. Klumpetud svarede ham ikke. Han havde lært at det var bedst at holde mund – ellers ville det bare blive værre.

 

Men en dag skete der noget, som skulle vende op og ned på Klumpetuds liv. Klassen var taget på udflugt i skoven. De skulle lære om dyrenes liv – et meget vigtigt fag for en nisse – og de var delt op i grupper med otte nissebørn i hver. Hver gruppe havde fået til opgave at finde så mange dyr som muligt. Hver gang man så et dyr skulle man skrive det ned i sit kladdehæfte. ”Jeg har allerede fundet et dyr,” råbte Nisse Lars og pegede på Klumpetud. ”Se, en snudebille.” Desværre for Klumpetud, var Nisse Lars kommet i hans gruppe. ”Øv! - Så skulle man høre på hans dumheder hele dagen.”

 

De begyndte at gå. Det var en dejlig frostklar vintereftermiddag og det skulle ikke være nogen sag at finde en masse forskellige dyr. Det gik også fint. De så en hare der kom spænende gennem en lysning i skoven. De så en skovmus, en skade og et rådyr. Alt sammen skrev de flittigt ned i kladdehæfterne. Hvis man så flere af samme dyr, skulle man regne sammen bagefter. På den måde havde man også matematik.

 

Da Klumpetuds gruppe havde gået i lang tid opdagede de, at de ikke kunne se nogen af de andre grupper. Faktisk kunne de heller ikke finde ud af hvor de var. De havde været så optaget af at se på dyr, at de ikke havde tænkt på noget andet. De var blevet væk, og det var begyndt at blive mørkt. Alle otte nissebørn kunne mærke at de var ved at blive lidt bange. Selv Nisse Lars var ikke så kæphøj mere. ”Jeg tror vi skal den vej,” sagde Nisse Clara. ”Nej,” sagde Nisse Nok. ”Vi skal da den anden vej.” De var meget uenige. ”Hvad tror du, Nisse Lars?” spurgte Clara. ”Jeg tror ikke noget,” svarede Nisse Lars. Selvom det var lidt mørkt kunne de alle sammen se at Nisse Lars’ bukser havde skiftet farve fra lysegrå til mørkegrå. Han havde nemlig tisset i bukserne.

 

”Jeg ved godt hvilken vej vi skal,” sagde Klumpetud. ”Gør du?” råbte de andre, men Nisse Lars tilføjede forsigtigt, ”Det gør du da ikke, din næseabe.” ”Jo,” sagde Klumpetud (han kunne godt have sagt – din tissemyre – men sådan var han ikke). ”Jeg kan lugte, at Hugo Nøglenisse futter sølvgrankogler af. Byen ligger den vej.” Han pegede i en helt anden retning end de andre havde gjort. Nissebørnene kiggede på hinanden. Klumpetud virkede så sikker, og da han begyndte at gå, fulgte de andre med. Kort tid efter stod de midt på torvet i Julerød. Deres forældre havde været meget urolige for dem. Men Klumpetud var dagens helt. Tænk at han havde sådan en god lugtesans.

Da han blev voksen blev hans lugtesans endnu bedre. Han kunne lugte når der kom mennesker gennem skoven. Så kunne nisserne nå at gemme sig. Og han kunne lugte hvad de forskellige nisser skulle have til aftensmad. Så kunne man altid spise lidt risengrød på kroen inden man skulle hjem og have kogt torsk.

Nyheder
Regn den ud - tag temperaturen på virksomhedens økonomi

17. juli 2018

Din virksomheds nøgletal er nogle af de vigtigste redskaber til at få...

FrivilligBørsen 2018

25. juni 2018

Start nye samarbejder og netværk på FrivilligBørsen...

Sankt Hans på Posen 2018

18. juni 2018

Tag hele familien og vennerne med til en festlig Sankt Hans på Posen...

Rockshow på Posen med TV 2 CHARLIE

14. juni 2018

Arrangør: C4 Videncenter i samarbejde med FrederiksborgCentret og med...