8. Levende Julekalender

Jette Salling C4 - 8. december 2014 2014-12-07T23:00:00Z 2014-12-08T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nisserne fra Julemøllen kl. 17:00 til Hillerød Bibliotek, Christiansgade 1, Hillerød. Der bliver kreativ julehygge i Børnebiblioteket med Naja mellem kl. 16:00 og 18:00 - kom og lav en juleting. Kl. ca. 17:00 går Nisserne fra julemøllen til Biblioteket - Du kan gå med på turen fra Torvet til Biblioteket eller du kan komme direkte på Biblioteket.

220x330-08-december-2014

8. december – Nisse Klumpetud

Nisse Klumpetud havde fået frost i næsen. Det fik han altid når det var vinter og ikke passede på at holde næsen varm. Nisse Klumpetud havde en ret stor næse så derfor var problemet ekstra stort. Frost i næsen er næsten som forkølelse – bare meget værre. Man har feber og der løber tø-sne ud af næsen. Der var ikke andet for, end at gå den tunge vej over til Julerøds doktor – Gulliver Gammelgrød.

 

Der sad mange nisser i venteværelset og Nisse Klumpetud kunne se at det godt kunne tage hele dagen inden han kom til. Han måtte pænt vente. De andre der sad i venteværelset fejlede alt muligt forskelligt. Der var en nisse som havde slået sin højre storetå. En, som havde spist sin hue ved en fejl. Og en som havde fået skægget i postkassen. Han sad med postkasse og det hele og ventede. Der var også en nissebaby som havde ondt i maven.

 

Nu kunne Klumpetud mærke at der var et nys på vej. Og det var et kraftigt et, vidste han. Det var det altid. ”Aaaaaatjuuuuu!!!”. Hold da op. Alle fik kæmpe chok og kiggede vredt på Klumpetud og på en stor snebold, som han havde skudt ud af næsen. Den sad på væggen i venteværelset og gled langsom ned på gulvet. ”Vis lidt hensyn,” sagde nissekonen med babyen, ”Mit barn prøver at sove.” ”Undskyld,” svarede Klumpetud. Men så kom der et nyt nys. ”Aaaabuuuusch!!!” Endnu en stor våd snebold fløj gennem luften og ramte den postkasse som nissen med skægget sad med. Postkassen faldt på gulvet og nissens skæg var frit. ”Auuu, mit skæg,” råbte han, ”… men tak for hjælpen.” Næste nys ”Aaaapyyyysss”. Den snebold ramte nissen, der havde spist sin hue, så hårdt i maven, at huen kom ud af munden på ham. ”Gylp! Auuuu, min tykke mave,” råbte nissen. ”… men tak for hjælpen.”

”Nu kan det være nok,” sagde nissekonen med babyen. ”Du er jo livsfarlig. Du må gerne komme ind før os.” Døren gik op Gulliver Gammelgrød stak hovedet frem. ”Næste” – ”Atjuu!” hørte Gulliver, og så en snebold komme flyvende lige mod ham. Han nåede lige at dukke sig, og snebolden fløj ind på hans kontor. Den ramte noget, som lød dyrt. ”Nå, er det dig Klumpetud,” sagde Gulliver, ”Ja, så er det vinter igen. Kom ind inden du forvandler mit venteværelse til et nisselandskab.”

 

Klumpetud fik en spand på næsen så han ikke skød Gullivers kontor i stumper og stykker med snebolde. Men nysene var så kraftige at spanden flækkede. ”Helt ærligt, Klumpetud,” sagde Gulliver. ”Du må skynde dig hjem i seng.”

Doktor Gulliver hældte noget medicin op i en lille flaske, mens han greb en snebold som Klumpetud havde sendt afsted. ”Tag en skefuld af det her hver gang du nyser. Når klokken bliver 12.00 skal du råbe ”Frost forsvind” tre gange mod nord og tisse i en træsko. Så bliver du rask.”

 

Nisse Klumpetud skyndte sig hjem så hurtigt han kunne. Han prøvede at styre sine nys, men det var næsten umuligt. Han fik ramt ret mange nisser på sin vej gennem Julerød. Der var ikke nogen som blev sure. Det havde lige sneet og Klumpetud fik startet en sneboldkamp mellem alle nisserne som varede hele dagen. Han blev rask 2 dage efter takket være Gulliver Gammelgrøds gode råd og fine medicin.

Nyheder
Den første medarbejder

14. august 2018

At ansætte den første medarbejder er en kæmpe beslutning -...

Regn den ud - tag temperaturen på virksomhedens økonomi

17. juli 2018

Din virksomheds nøgletal er nogle af de vigtigste redskaber til at få...

FrivilligBørsen 2018

25. juni 2018

Start nye samarbejder og netværk på FrivilligBørsen...

Sankt Hans på Posen 2018

18. juni 2018

Tag hele familien og vennerne med til en festlig Sankt Hans på Posen...