11. Levende Julekalender

Jette Salling C4 - 11. december 2013 2013-12-10T23:00:00Z 2013-12-09T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag går Nissefar fra Julemøllen kl. 17:00 til Hillerød Port, Søndre Jernbanevej 18 B, Hillerød

220x330-11-december-2013

11. Nisse-Clara

Hun var en rigtig bedstemor med slaw i – hende Nisse-Clara. Selvom hun efterhånden var blevet 620 år var hun frisk som en fisk og altid i gang med noget. Det var helt utroligt med Nisse-Clara og alle nisserne i Julerød beundrede hende meget. Hun var med overalt hvor der skete noget og de andre nisser kunne ikke forstå hvor hun fik kræfterne fra.

 

Nissekonerne på hendes alder holdt mest af at sidde ved kaminen og strikke nissehuer, eller gynge i gyngestol og fortælle om dengang de var unge. Nisse-Clara var anderledes. Hun tog med ung-nisserne til bal. Red rensdyrvæddeløb om søndagen. Samlede neg om sommeren og sloges med sne om vinteren. Hun var angriber på Julerøds fodboldhold og topscorer i 1975, 1989, 2003 og 2012.

 

”Hvor hytten får hun kræfterne fra?” – spurgte nisserne sig selv, når hun som den første havde skovlet sne foran sit lille hyggelige hus, som lå lige midt i Julerød. Det var en gåde… et mysterium. Der var kun en som vidste det… og det var selvfølgelig Nisse-Clara selv.

For 200 år siden - i 1813 var Nisse-Clara på vej hjem gennem skoven mellem Hillerød og Julerød. Hun havde plukket svampe og glædede sig til at komme hjem og nyde en dampende varm skål svampesuppe. Det var ved at blive mørkt, og helt tilfældigt opdagede hun et lysende skær længere inde i skoven. Hun havde altid været en nysgerrig en, og kunne ikke lade være med at se hvad det var som lyste op inde mellem nogle høje grantræer. Hun nærmede sig, og så et helt særligt grantræ som bar sølvlysende kogler. Hun havde hørt om det fortryllede træ, men aldrig selv set det i virkeligheden. Hun vidste at det var derfra at nisserne fik deres magi og at selveste Julemanden en gang havde plantet træet. Hun blev helt paf da vinden fik koglerne til at bevæge sig lidt og hørte, at de ringede som de fineste klokker.

 

Hun gik hen til grantræet og kunne ikke lade være med at røre ved en af koglerne. Den ringede så smukt og Nisse-Clara passede meget på med ikke at røre for meget, så den kunne falde af. ”Utroligt,” sagde hun højt og hendes stemme fik alle koglerne til at ringe en lille smule. Det lød helt fantastisk for der var over 100 kogler på træet og de ringede alle med hver deres lille fine klokkelyd. ”Hallo,” sagde hun og klokkerne ringede igen. Så begyndte hun at synge: ”Det kimer nu til julefest,” koglerne ringede lystigt mens hun sang. Det var nærmest som om at træet kendte sangen og kunne spille med sine kogler. Nisse-Clara stod og sang mange sange… ”Kimer i klokker”, ”Julen har englelyd” og ”Ding dang, himmelklokkers klang.” Træet kendte åbenbart alle sangene for den spillede lystigt og dygtigt til Nisse-Claras smukke stemme.

 

Hun tænkte for sig selv ”Måske kender den min yndlingssang?” Nisse-Claras yndlingssang var ”Oppe i Norge” bare ikke om trolde, men om nisser. Hun begyndte at synge den: ”Oppe i Norge der boede tre nisser. Nissefar og nissemor og lille nisse-ole.” Den sang kendte træet også, og det ringede vildere end nogen sinde med sine kogler. ”Ho – sa’ nissefar – hi sa’ nissemor, men den lille nisse-ole sagde ikke spor.” Hun sang sangen om og om igen og træet vuggede fra side til side og ringede vildt med koglerne. Det var øredøvende højt - og så skete det… En af koglerne højt oppe i træet rev sig løs og susede nu lige ned imod Nisse-Clara. Hun så ingenting og skulle lige til at synge ”HO – sa’ nissefar” og lige i ”HO!” ramte koglen i munden på Clara – den røg ned i halsen og ned i maven. Hovsa!

 

Siden den dag har Nisse-Clara aldrig været syg. Hun er den vildeste bedstemor i byen og bliver aldrig træt. Hun fortæller ikke nogen om det der skete, for så ville der ikke være flere sølvkogler tilbage på træet. Det er hendes hemmelighed – og nu kender du den også.

Nyheder
Kom i dialog med bygherrer, rådgivere og entreprenører i Nordsjælland

17. maj 2018

Netværkskonference onsdag den 30. maj 2018 kl. 12:00 - 16:00 i C4...

Hvordan 180 mænd på job fik sundheden at føle

16. maj 2018

Præsentation af sundhedsprojektet "Hvis din krop var en Ferrari"-...

Hvordan synliggør du din virksomhed på Facebook?

7. maj 2018

Gitte Grahndin giver dig indblik i, hvordan du kommer i gang med...

Fremtiden er NU "To be or not to be ..... with robots"

16. april 2018

Mandag den 7. maj 2018 kl. 8:00 - 10:00 i C4 Videncenter.