20. Levende julekalender

Jette Salling C4 - 20. december 2015 2015-12-19T23:00:00Z 2015-12-17T00:00:00Z

Del på Twitter Del på Facebook
Send til en ven RSS

I dag kører Nissekorpset fra Møllen kl. 11.00 til Hillerød Fysioterapi & Træningscenter, Milnersvej 39, Hillerød. Den drilagtige Fit-nissen har gemt sig hos HFTC - men hvor? Det er der ingen der ved. Der er masser af muligheder for at gemme sig mellem vores træningsmaskiner og redskaber, så kom og hjælp os. Når I har hørt juleeventyr vil der være leg og redskabsbaner som alle kan prøve, der vil være pebernødder og saftevand og gløgg til de voksne.

20. december - Trip Trap Nissen                      

”Ding-Dong” Trip Trap Nissen gik hen og åbnede døren, og et stort grantræ væltede ind over ham. ”Goddag, så er vi her med juletræet,” sagde Knyt. ”Hallo, er der nogen hjemme?” sagde Knot. ”Er der nogen, der har bestilt et juletræ?” sagde Knut. De tre flyttenisser havde ikke se Trip Trap Nissen, der lå under træet. Han havde fået munden fuld af gran og grene, og derfor kunne han intet sige, kun mumle.

 

”Halllloooooo, er der nogen?” råbte Knot. ”Psssttt, tag lige og knyt, Knot,” sagde Knut. ”Hvad?” sagde Knyt. ”Ikke dig Knyt, det er Knot, der skal knyt,” sagde Knut. Knot så meget forvirret ud: ”Hvad skal jeg? ” sagde han. ”Du skal åbenbart knyt,” svarede Knyt. ”Så ti dog stille, I to snakkehoveder,” råbte Knut. ”Hvorfor råber du sådan op? ” spurgte Knot. ”Ja, du larmer vildt meget,” sagde Knyt. ”Arggghh, så knyt dog sylten begge to!” skreg Knut.

 

Så blev der helt stille, og de stod længe og lyttede. ”Hvad lytter vi efter?” spurgte Knot. ”Kan I ikke høre det? Der er ligesom noget, der siger: hmuuu, fmøøøtt hmolhaaet,” sagde Knut. ”Det er ligesom om, lyden kommer herhenne fra,” sagde Knot. De tre nisser kravlede hen over grenene og ind af døren. ”Orv - kom og se, der ligger en nisse under træet,” sagde Knut pludselig. Hurtigt fik de samlet træet, og Trip Trap Nissen op. ”Av auhh, av av auhh,” jamrede Trip Trap Nissen. Han havde slået ryggen og kunne ikke selv gå. ”I må hjælpe mig, jeg kan ikke selv gå,” sagde han til de tre flyttenisser. ”Ingen problemer,” sagde Knyt, Knot og Knut i munden på hinanden. Så løftede de ham op i luften og bar ham ind i stuen. Trip Trap Nissen jamrede, da han blev sat i sin stol: ”Åhhh nej, stakkels mig, hvordan får jeg nu mit juletræ op?” De tre flyttenisser kiggede på hinanden og sagde: ”Den fikser vi,” og så hentede de træet ind i stuen. Men da de løftede træet, fik Knut ondt i ryggen, og han måtte sætte sig ned ved siden af Trip Trap Nissen. Der sad de to så og kiggede på de to flyttenisser, der fik sat juletræet op i stuen. ”Åh, det er flot” sagde Trip Trap Nissen: ”Nu mangler der bare noget pynt.” Og så blev Knyt og Knot sendt ned i kælderen efter den store kasse med julepynt. De bukkede sig ned og tog fat i kassen, men da de løftede i den, lød der et knæk i Knots ryg. Og så kravlede Knot op ad trappen og satte sig ved siden af de andre to. Der sad de så, på rad og række, med ondt i ryggene, og heppede på Knyt, da han, helt alene, kom op af trappen, slæbende på den store kasse med julepynt. ”Pyha, hvor er det hårdt,” jamrede Knyt. ”Åhh, knyt Knyt, du mangler stadig at pynte træet,” sagde Knot. Det gjorde Knyt så, og 2 timer efter var hele træet pyntet. Der manglede kun stjernen i toppen. ”Jeg kan ikke nå,” sagde Knyt. ”Der står en stige i skabet,” sagde Trip Trap Nissen. Knyt hentede stigen, kravlede op på den og satte stjernen på plads. Men på vej ned af stigen snublede Knyt. Han faldt ned på gulvet, med et ordentligt brag, og slog ryggen. Med møje og besvær fik han møvet sig hen til de andre tre nisser.

 

Der sad de så, alle fire, og stirrede på juletræet: ”Nøjh, hvor er det smukt,” sagde Trip Trap Nissen. ”Ja, men stjernen sidder lidt skævt,” sagde Knot. ”Det gør den da ik’,” sagde Knyt. ”Det gør den da,” sagde Knot. Sådan fortsatte diskussionen i flere dage. Ja, hvem ved, måske sidder nogle af dem stadig og diskuterer, om stjernen sidder skævt eller ej.

Nyheder
Den første medarbejder

14. august 2018

At ansætte den første medarbejder er en kæmpe beslutning -...

Regn den ud - tag temperaturen på virksomhedens økonomi

17. juli 2018

Din virksomheds nøgletal er nogle af de vigtigste redskaber til at få...

FrivilligBørsen 2018

25. juni 2018

Start nye samarbejder og netværk på FrivilligBørsen...

Sankt Hans på Posen 2018

18. juni 2018

Tag hele familien og vennerne med til en festlig Sankt Hans på Posen...