Det er første gang, der bliver afholdt Studiestart i Hillerød. Det er resultatet af et samarbejde under C4 Foreningen mellem Hillerøds videregående uddannelser, ungdomsuddannelser, handel og idræt og sponseret af Hillerød Kommune, Hillerød Shopping, Irma, J. Jensen, Hillerød Posten, Hillerøds Riddere, Frederiksborgcentret og C4 Videncenter.
Til tonerne af DJ Christian Slavensky skal de 2000 studerende ud at løbe 5 og 10 km med start fra Torvet kl. 12.30. De stiller op fra Torvet og op ad Helsingørsgade og løber igennem Slotsgade, rundt om Slotsparken og Slotssøen og ender på Torvet igen. Løbet bliver kommenteret fra scenen af speaker Kurt Vang Jensen, som tidligere har speaket ved bl.a. B.T. Halvmarathon.
De unge bliver udstyret med en chip til at måle deres tid, og der bliver uddelt præmier efter løbet. Men den største præmie er til alle 2000 unge, når Wafande går på scenen og sørger for en festlig afslutning på Hillerøds første Studiestart.
Irma sponserer frugt til alle de studerende, som også får en flaske vand og rabatkuponer fra Hillerød Shopping med gode tilbud fra Bilka, Café Valentin, Chokolade Mageriet, Deichmann, GiovannIS, Glitter, Intersport, Irma, Kaffebar Normann Blichfeldt, Kiosk Bien, Reinh. Van Hauen og SparkZ.
FAKTA:
Wafande
er kendt for en række radiohits, bl.a. ”Gi’ mig et smil” og ”Uartig”, og som dommer i TV 2’s sangkonkurrence Voice Junior.
Følgende uddannelser deltager
Handelsskolen København Nord
Erhvervsskolen Nordsjælland
Frederiksborg Gymnasium
HF & VUC Nordsjælland
SOPU Nordsjælland
Copenhagen Business Academy
Professionshøjskolen UCC