Sommeren er over os efter et forår med kæmpe udfordringer for alle, ikke mindst i turistbranchen. Og ikke et ord mere om Corona og Covid-19: Lad os få det bedste ud af sommeren og de forhåbentlig mange turister, som vælger at besøge vores dejlige by og region.
Hillerød Turistinformation på Annaborg åbner forsinket i år, men fra d. 1. juli står vi klar til at modtage turister og give dem den bedst mulige personlige betjening, under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, for dem og for os.
Turistinformationens åbningstider
Turistinformationen er åben med betjening fra d. 1. juli til d. 31. august, mandag – lørdag i tidsrummet kl. 10 – 16. I løbet af sommeren vil I foruden mig kunne møde mine kollegaer Mette Schjønning, Anne-Marie von Vultejus og Henrik Numelin.
Allerede fra d. 18. juni er der adgang til turistinformationen med selvbetjening, i vores naboer Hillerød Kunstforenings åbningstid, torsdag – søndag kl. 12 – 16. Benyt samtidig lejligheden til at se deres flotte nye udstilling!
Hvad kan du som gæst forvente?
Masser af information om Nordsjælland! Om oplevelser, attraktioner, overnatning, spisesteder, natur og cykelruter. Foruden det store feriemagasin Kongernes Nordsjælland på dansk og engelsk, Nordsjællandskortet og bykort fra 10 forskellige byer har vi masser af specialbrochurer. Frederiksborg Slot, Parforcejagtlandskabet, Louisiana, Museum Nordsjælland, cykelruter, Naturstyrelsens foldere og de fleste større attraktioner i og i nærheden af Nordsjælland.
Vi kan desværre ikke tilbyde salg af Copenhagen Card i år – det er Wonderful Copenhagens beslutning. Men vi informerer om download af kortet til mobiltelefon og bestilling på nettet. Fysiske kort kan i Hillerød købes hos 7-Eleven på Hillerød Station og Hillerød Camping.
Flyers som inspiration til oplevelser
Som noget nyt producerer vi denne sommer seks forskellige flyers/foldere om overnatning, spisesteder, kunst & kultur, shopping, outdoor og strande i Nordsjælland. Derudover laver vi flyers med bl.a. ”Det sker i Hillerød sommeren 2020” med forslag til 10 større begivenheder eller aktiviteter.
Ideen er at give gæsten hurtig og let overskuelig information med opfordring til at læse mere på vores hjemmeside – en appetitvækker. Disse flyers er de næste to uger på vej ud til omdeling i Hillerød og det øvrige Nordsjælland, i turistinspirationer, butikker m.m.
Hillerød i et nyt format
VisitNordsjælland arbejder på flere digitale platforme og henvender sig også til et yngre publikum – f.eks. i denne målrettede annonce på Facebook, der folder sig ud til en Hillerød-guide, når man klikker.
Vi sidder klar til at hjælpe
Kom ind på turistinformationen, ring til os eller chat med os på visitnordsjaelland.dk, så vi kan hjælpe dig med at hjælpe dine gæster. Har du spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte os!
Rigtig god og travl sommer til jer alle, med de bedste ønsker om masser af gæster i Hillerød.
Karen Folker
Kontaktperson for Hillerød | Tekstforfatter
VisitNordsjælland